Google Insights Academy: Fremtidsorientering og strategisk handlekraft i en virkelighed præget af AI

Konteksten

Google Insights Academy består af medarbejdere, der arbejder med indsigter inden for branding, marketing og produktudvikling på tværs af Googles forretningsområder. Deres rolle er at støtte interne business partners i at forstå forbrugere, markeder og muligheder – og omsætte indsigter til strategisk handling.

I takt med at kunstig intelligens og hastige markedsforandringer i stigende grad påvirker både beslutninger og arbejdsgange, opstod der et behov for at styrke medarbejdernes evne til at arbejde mere fremtidsorienteret og forandringsparat. Ambitionen var ikke at forudsige fremtiden, men at blive bedre til at navigere i den – og til at hjælpe forretningen med at gøre det samme.

Forløbet

Forløbet blev designet og faciliteret i samarbejde med Hyper Island og tog afsæt i principper og metoder fra strategisk foresight og futures thinking.

Over seks uger deltog omkring 60 medarbejdere fra USA, Europa og EMEA i et fælles læringsforløb. Deltagerne arbejdede med omfattende fremtidsindsigter, der byggede på Googles eget interne strategiske analysearbejde, kombineret med eksterne perspektiver på teknologi, samfund og forbrugeradfærd.

Forløbet fokuserede på:

  • at opbygge et fælles sprog for at tale om fremtid og usikkerhed

  • at arbejde med scenarier som et redskab til strategisk refleksion

  • at bruge storytelling til at gøre komplekse fremtidsbilleder meningsfulde og anvendelige

  • at styrke deltagernes rolle som sparringspartnere for deres interne stakeholders

Arbejdet foregik gennem en kombination af fælles sessioner, mindre arbejdsgrupper og refleksion i praksis – tæt koblet til deltagernes konkrete arbejde og udfordringer.

Resultaterne

Forløbet gav deltagerne nye perspektiver, redskaber og en større tryghed i at arbejde med fremtid, forandring og usikkerhed – særligt i relation til kunstig intelligens og dens implikationer for forretningen.

Som en direkte forlængelse af forløbet besluttede kunden at videreføre arbejdet i form af en intern publikation. Sammen udviklede vi en bog, der samlede centrale scenarier, fortællinger, refleksioner og metoder fra forløbet. Bogen fungerer i dag som et fælles referenceværk og et praktisk redskab for Insights Academy i deres videre arbejde med strategisk foresight og rådgivning af forretningen.

Næste
Næste

Danmarks Naturfredningsforening: Principper og redskaber der styrker kreativt samarbejde