When uncertainty becomes a management condition

Most leaders I meet today are not faced with a problem that requires better analysis. They are faced with a reality that is moving faster than strategies can be finalized. Artificial intelligence is changing the nature of work, geopolitics is creating new risks, and sustainability is imposing demands that cannot be met with simple trade-offs. The direction is often clear enough—but the path to get there rarely is.

Det skaber en særlig type ledelsesopgave. Ikke én, hvor man kan pege på en løsning og implementere den, men én, hvor man må navigere i usikkerhed, modsatrettede hensyn og åbne spørgsmål. Og hvor det, der mangler, ikke er svar, men evnen til at tænke og handle sammen, mens tingene stadig er i bevægelse.

Det rejser et mere grundlæggende spørgsmål om ledelse i dag: Hvordan leder man, når fremtiden ikke længere opleves som en forlængelse af nutiden — men som noget mere åbent, ustabilt og svært at aflæse?

Når retning ikke kun handler om at vælge en strategi, men om løbende at kunne orientere sig i det, der endnu ikke har taget form.

Over de seneste fem år har jeg været så heldig at arbejde tæt sammen med Copenhagen Institute for Futures Studies (CIFS), hvor jeg har været med til at designe og lede træningsforløb i Futures Thinking, Strategic Foresight og det, man i stigende grad kalder anticipatory leadership.

Samtidig har jeg faciliteret længere forløb og ledelsestræninger for organisationer som Google, Rambøll og BNP Paribas, hvor arbejdet med fremtiden ikke har været et isoleret spor, men tæt koblet til ledelsespraksis og strategiske beslutninger.

Et af de tydeligste mønstre, jeg ser gentage sig på tværs af brancher, er hvor stærkt ønsket om forudsigelighed stadig er. Ledere leder efter svar, også når de godt ved, at ingen har dem. For mig er det netop her, foresight har sin største værdi: ikke ved at give ro gennem sikkerhed, men ved at give ro gennem en fælles forståelse af usikkerheden.

This point is also reflected in recent thinking on strategic foresight. An article in Harvard Business Review points out that many organizations have become very skilled at optimizing known strategies, even though the basic assumptions behind them no longer hold true. The problem is not a lack of plans, but that the world has changed faster than the plans.

A related point is made in another HBR article about “learning from the future.” Here, foresight is described not as a way of predicting what is to come, but as a way of opening oneself up to multiple possible futures—and thus becoming better at acting today and responding when something unexpected happens.

Det har været virkelig interessant at se ledergrupper slippe ambitionen om at have svarene på forhånd – og opleve, hvordan samtalen ændrer karakter. Der bliver plads til at tale mere åbent om tvivl, dilemmaer og uenigheder. Og det bliver tydeligere, hvilke antagelser man faktisk bygger sine beslutninger på.

My role has never been to present answers about the future. Rather, it has been to create space for conversations that groups otherwise don't have time for in their busy everyday lives – and to help them give shape to their uncertainty so that it can be worked with instead of becoming something they try to push away.

In the processes where foresight really makes a difference, it is rarely the finished strategies that are strongest afterwards. It is the shared references, language, and experience of thinking together in uncertain times. Once that experience is there, it becomes easier to adjust course, experiment, and take responsibility—even when the next wave hits.

That's what working with the future is all about for me.

Not predicting it – but becoming better at dealing with it.

Previous
Previous

Creating space for breakthroughs — Leadership lessons from Miles Davis

Next
Next

Why the way we start a meeting matters more than we think