Når samarbejdet bliver sværere end opgaven

De fleste organisationer består af dygtige mennesker, der gerne vil lykkes med deres arbejde. Alligevel oplever mange teams, at samarbejdet nogle gange bliver mere krævende end selve opgaven.

Ikke fordi mennesker ikke vil samarbejde. Men fordi retning, ansvar og beslutninger ikke altid er helt tydelige.

Det viser sig sjældent som store konflikter. Oftere som små tegn i hverdagen. Møder, hvor samtalen kører i ring uden at nogen rigtig ved, hvad der skal besluttes. Projekter, hvor flere teams arbejder parallelt uden helt at vide, hvad de andre laver. Beslutninger, der bliver udskudt eller taget flere gange. Og en stille frustration over, at tingene kunne glide lettere.

Det interessante er, at jeg sjældent arbejder med teams, hvor samarbejdet er brudt sammen. Tværtimod møder jeg oftest teams, der allerede fungerer ganske godt - men som gerne vil løfte sig videre. Fra okay til virkelig stærkt samarbejde.

Og netop dér bliver samarbejde pludselig vigtigere end opgaven. For når målene bliver mere komplekse, og løsninger ikke længere er givet på forhånd, bliver man afhængig af hinanden på en ny måde.

Jeg ser det ofte i organisationer, hvor opgaverne bliver mere komplekse, og hvor retningen ikke længere kan beskrives i én klar plan. Prioriteter flytter sig, løsninger må findes undervejs, og det stiller større krav til samarbejde — samtidig med at det bliver sværere.

Og jo mere komplekse mål og opgaver et team arbejder med, desto større behov har de faktisk for transparens og tillid. Når ingen kan se hele billedet alene, bliver man afhængig af, at andre deler viden, tvivl og udfordringer åbent. Hvis den åbenhed mangler, begynder samarbejdet hurtigt at blive tungere, end det behøver være.

I den slags situationer arbejder jeg ofte med teams ud fra en meget enkel tanke: at teams, ligesom mennesker, udvikler sig i forskellige stadier.

Ikke som en sandhed eller en model, der passer på alle, men som en måde at få samtalen i gang på. Hvor er vi egentlig som team lige nu? Og hvordan stemmer det overens med den måde, vi leder og samarbejder på?

Det bliver især stærkt, når både team og leder ser på det sammen. Når man undersøger samarbejdet i fællesskab, bliver det tydeligt, at udfordringer sjældent handler om enkelte personer, men om mønstre i måden, man arbejder sammen på.

Bare det at få et fælles sprog for det, der sker i samarbejdet, gør ofte en stor forskel. Frustrationer bliver mindre personlige og mere noget, man kan undersøge sammen.

Ofte ender samtalerne med nogle ret enkle spørgsmål: Har vi klare mål? Ved vi, hvem der har ansvar for hvad? Føler mennesker, at de trygt kan sige deres mening? Får vi faktisk talt om det, der ikke fungerer? Og lærer vi løbende af det, vi prøver af?

Det handler sjældent om store forandringer, men om at styrke nogle helt grundlæggende ting: psykologisk tryghed, tydelige roller, konstruktiv feedback og tid til fælles refleksion og læring.

Jeg kommer sjældent med svarene. Min rolle er snarere at skabe rum for de samtaler, grupper ellers ikke får taget i en travl hverdag. Når mennesker først begynder at tale åbent om, hvordan samarbejdet faktisk fungerer, opstår der næsten altid nye muligheder for at løfte det videre.

Samarbejde bliver sjældent svært, fordi mennesker ikke vil hinanden det godt. Oftest bliver det bare mere krævende, når opgaverne bliver mere komplekse, og kravene til fælles retning og koordinering vokser.

Og ofte skal der mindre til, end man tror, for at løfte samarbejdet et niveau.