Når ledere venter på svar, der ikke findes

For omkring femten år siden begyndte jeg – gennem mit arbejde for Hyper Island – at arbejde intensivt med digital transformation i virksomheder rundt omkring i verden. Det var en periode, hvor sociale medier ændrede branding og marketing fuldstændigt, hvor digitale og mobile teknologier ændrede måden virksomheder udviklede produkter og services på, og hvor relationen til kunderne pludselig blev noget helt andet end før.

Jeg arbejdede med virksomheder i mange brancher og lande, og én ting gik igen næsten overalt: ledergrupper ledte efter eksperter, der kunne fortælle dem, hvad de skulle gøre. Problemet var bare, at de eksperter ikke fandtes.

Ingen vidste præcist, hvordan man skulle navigere i den nye virkelighed. Teknologien udviklede sig hurtigere, end strategier kunne følge med, og det, der virkede det ene år, var forældet det næste. Alligevel blev mange organisationer ved med at lede efter svar udefra – den næste rapport, den næste model, den næste konsulent. Nogen måtte jo vide, hvad vejen frem var.

Men sandheden var – og er stadig – at ingen kan give de svar.

De virksomheder, der lykkedes bedst, var ikke dem, der ventede på den rigtige løsning. Det var dem, der begyndte at undersøge deres egen situation. Hvad betyder udviklingen for vores kunder? For vores produkter? For den måde, vi arbejder på? De begyndte at eksperimentere og lærte ting undervejs, som ingen ekspert kunne have leveret på forhånd.

De accepterede, at vejen måtte findes, mens de gik den.

Det er egentlig det samme, jeg ser ske nu i forhold til kunstig intelligens. Mange ledergrupper leder efter klare svar: Hvad betyder AI for os? Hvad skal vi investere i? Hvor hurtigt skal vi handle? Og igen håber man lidt på, at nogen udefra kan levere en løsning, man kan læne sig op ad.

Men situationen ligner den fra dengang. Ingen kan levere en færdig opskrift, der passer til alle. Hver organisation må finde sin egen vej – en vej, der passer til deres kunder, deres kultur og deres ambitioner. Det arbejde kan ikke outsources.

Ofte begynder det egentlige arbejde først, når ledergruppen accepterer netop det. Når man indser, at der ikke kommer nogen med facitlisten, og at retningen må findes i fællesskab.

Det øjeblik kan være frustrerende. Man havde håbet på klarhed og opdager i stedet, at ansvaret lander hos én selv. Men det er også dér, noget begynder at flytte sig. Samtalen ændrer karakter. Transparensen vokser. Man opdager, at man ikke står alene med sine spørgsmål. Nysgerrigheden vender tilbage, og gruppen begynder at undersøge muligheder i stedet for at vente på svar.

Det er ikke min opgave at komme med svarene i de situationer. Min rolle er snarere at skabe rummet for de samtaler, grupper ellers ikke får taget i en travl hverdag. Samtaler hvor man sammen kan undersøge situationen og finde frem til, hvad der faktisk giver mening i netop deres virkelighed.

Jeg ser det ske igen og igen: Organisationer leder længe efter svar, indtil de opdager, at de selv må finde dem. Og når den erkendelse først lander, begynder arbejdet for alvor. Ikke fordi det nødvendigvis bliver lettere, men fordi retningen nu er noget, de selv er med til at skabe.

Og måske er det netop pointen. I en verden, der ændrer sig hurtigere, end nogen kan følge med, er den vigtigste kompetence ikke at finde det rigtige svar én gang for alle, men at blive bedre til at finde svarene sammen undervejs.